Træning: A gijer ik´
Som så mange andre trænings-stakler, har jeg mere eller mindre faste træningsdage.
Mine er mand-fredag, holder weekenden fri.
Søndag aften, når jeg har indtaget sofaen i skildpaddestilling ( ligger på skjoldet) og forædt, med funktionspromille i det høje niveau, kan jeg sådan lidt selvfedt, glæde mig til,- at i morgen mandag, skal jeg heldigvis ned at træne, og det er jo bagside jeg skal træne, dvs ryg og triceps- det bliver fedt.
Faktisk kan jeg ligefrem glæde mig til at træne,- dog primært i når jeg er mæt og smådimlet.
Når det så bliver mandag, og jeg er kravlet ud af køjen, har indtaget Skyr, mens Balroggen misfornøjet har opgivet at tigge, efter at have chekket min morgenkomplet,- ja så er indstillingen helt bestemt…skal vi sige .- anderledes.
A giiiiijer Ik´at skulle træne.
At skulle iføre mig shorts, der egentlig er alt for store, men det er de nødt til at være, for at nå rundt om livet, tage en nyvasket træningstrøje på, velvidende at om 1 timer lugter den af overgemt Gnu.
Når jeg så endelig har overvundet gidelsesprocenten på ca. 1%, og står kampklar i centeret, så sker der trods alt et eller andet.
Dels skanner man lynhurtigt centeret om der er nogen grund til at trække maven ind,- det kan være meget svingende, men mandag er der typisk yngre kvindfolk til stede, hvilket er det samme som alle mænd i samme form som jeg, har røde kinder og stift blik, mens vi vralter forbi de yngre kvindelige atleter,- i min alder bliver det sværere og sværere at holde vejret og maven trukket ind i længere tid….suk, – dels skal man tage beslutning om, hvilken helvedesmaskine der skal bestiges for at få pulsen lidt op, og få svinet dørken med gammelmandssved.
Jeg er lidt fornærmet på Tove (løbebåndet) for tiden, for hun er noget hård ved mit ene ledbånd, så jeg bestiger oftes en crosstrainer i stedet.
Bare det at bestige en sådan, mens man holder vejret og maven på plads, og helst skal ligne en, der regelmæssigt og naturligt prygler såden en anordning…ja det er såmænd opvarmning nok.
Mens man står på den dødssyge indretning, så slukkes synet langsomt, og man kommer i en eller anden form for trance,- tunnelsyn nok,- man ænser kun sekunder på display, og forbander hvor få kalorier man forbrænder, ofte er man så meget i Zen, at man helt glemmer at trække maven ind.
Efter at have afleveret den obligatoriske spand gammelmandssved på dørken, på instrumentet og alle i nærheden, kan man så vralte hen for at hente et stykke papir til aftørring, mens man udmattet forsøger at erindre hvilke øvelser man skal i gang med.
Og så kommer vi til den der tidstrance som alle i centeret lider under.
Uanset hvad man laver, maskiner, løse vægte eller som jeg bare falder over mine egne ben, så ..tik tik tik.
Der skal nemmerlig gå mindst 60 sekunder mellem hver gang man forsøger at løfte, presse, støde, en vægt eller stang.
Vi er flere, der har svært ved at se hvad uret på armen viser, så når man er færdig, så tuller man rundt med missende øjne og slap bug, indtil der formodentlig er gået 60 sekunder, og så starter man igen….
Ingen siger en lyd, alle har ørebøffer på, og der undslipper højst en fis hist og her…(sådan lugter det)
Underlig motionsform, underlig siger jeg bare.
