Luna: Den om elefanten
Elefanten i lokalet
Som ivrig medlæser på bensens.dk gennem flere år, har jeg tit følt anledning
til at kommentere på diverse forhold omkring de kvaler Bensen og I andre kan
have – hvad angår adfærd og i særdeleshed adfærd under pres. Dette har
bensen så måttet lægge øre til i sådan en grad, at hans telefonøre ofte har
været helt rødt og hævet – påstår han.
Hvad kan sådan en ikke-surfer som mig så bidrage med til rutinerede og
barske surfere? Tjoh – tilfælles har vi i alt fald kærligheden til vandet –
frihedsfølelsen af at kigge på det, være i nærheden af det og dufte og smage
det. Benytter jeg mig af så ofte jeg kan i min kajak. Frygten for det sorte vand
– den deler vi også (nogen af os). Derudover så har jeg mere end 20 års
erfaring som erhvervspsykolog i at betragte og kloge mig på adfærd. Dertil
kommer almindelige færdigheder som hustru, mor, datter, søster, ven og
kollega – ikke at forglemme.
Er jeg så sådan en krystal-healer-type i fløjlsnederdel og med tykke
hornbriller, der ynder på en særdeles akademisk måde at problematisere over
den mindste handling hos andre mennesker samtidig med at jeg bager
økologiske klid-boller, fordi børnene da skal have noget ordentlig næring? Nej
– jeg er meget tilhænger af at sige tingene, som jeg ser dem – og være ret
praktisk, konkret og pragmatisk i min kommunikation. Det bilder jeg mig i
hvert fald ind – men nu får I lejligheden til at vurdere selv.
Så for ikke at gøre artiklen mere langhåret end nødvendigt er, så tilbage til
overskriften: Elefanten i lokalet
Jeg har bemærket mig, at bensen den seneste tid har problematiseret over, at
han ikke længere kan jibe (gad vide, hvad det betyder?) osv, som han tidligere
har kunnet. Nu kunne jeg jo godt komme med diverse bemærkninger om
alder, tyngdepunkt, generel fysisk formåen osv. Men da jeg i al ydmyghed har
fået lov til at være gæsteskribent på bensens.dk, så vil jeg afholde mig fra
dette – denne gang.
Men altså – vi kender alle den selvfede følelse af at være gode til noget og føle
os rutinerede. Lige pludselig misser man en eller anden manøvre, som man har
behersket i mange år. Man tænker: det var da ligegodt… – det må være et
tilfælde og så forsøger man sig igen – og fejler igen. Pludselig kan man slet
ikke få rutinen og færdighederne frem. Hva’ dælen sker der?
Hm – lad mig lige perspektivere lidt fra en anden verden. Vi har alle været til
familiefester, hvor vi sidder og venter på, hvornår ham den fulde onkel bliver
pinlig og fylder hele selskabet. Man sidder 20 mennesker om et bord. De 19
sidder som på nåle og har fugtige håndflader – holder øje med, hvor meget
rødvin onklen indtager og tæller ned til, hvornår det pinlige begynder. Gad
vide, hvor slemt det bliver denne gang. Den fulde onkel er elefanten i lokalet.
Selvom han ikke har bedrevet noget pinligt endnu, så fylder han ret meget i
bevidstheden hos alle andre omkring sig. Alle ved det bliver pinligt, ingen siger
noget – og der ventes!! Tænk nu, hvis moster Frida i stedet vælger at sige
højlydt til den fulde onkel: ”Ved du hvad, nu tror jeg ikke, du skal have mere
rødvin, for så har du en tendens til at blive meget højrøstet og tage al
opmærksomheden fra dem, som vi er kommet for at fejre i dag. Det er der
faktisk ikke nogen, der gider at høre på. Så nu får du lige lidt danskvand i
stedet for”. Puf – der forsvandt elefanten. Så har man nemlig taget tyren ved
hornene og fået italesat (jeg ved bensen nu vrider sig i kramper på gulvet over
udtrykket – sorry) det problem, som alle ved, er der. Og så er det slet ikke så
stort et problem alligevel. Kan I følge mig?
Hvad er min pointe med denne historie så? Hvad har familiefester og fulde
onkler overhovedet noget med surf at gøre? Jo – ser I – min pointe er, at når
man mister færdigheder lige pludselig, så oplever man det, der i andre
sammenhænge kaldes regression. Oversat til dansk oplever man et
tilbageskridt i sin kunnen/sit udviklingsniveau. Det kan der være mange
årsager til, men oftest handler det om arrogance i forhold til egne evner. Man
tror, man magter det hele og ikke kan begå fejl på elementære manøvrer. Når
det så sker, så mister man fuldkommen selvtilliden. Manøvren bliver pludselig
til elefanten i lokalet. Man øver og øver, men kan simpelthen ikke lykkes. Og
her kommer så den endelige pointe: Sig det højt, fortæl andre om det, indrøm
du kan begå fejl (også overfor dig selv), spørg om andre har oplevet noget
lignende osv. Svesken på disken!! Pludselig er elefanten ikke så stor mere, du
går til opgaven med større ydmyghed – og lur mig: pludselig så lykkes
manøvren igen.
Gad vide om det er det, ham Bensen har forsøgt via sine udgydelser her på
siden den seneste tid?
Redaktion: Denne artikel der tidligere har været bragt, er nu poppet op i forbindelse med mine kvaler på stb halse….beklageligvis er den (igen) spot on.
Jeg er selvfølgelig den eneste med den slags udfordringer, alligevel bringer jeg den igen,- hvis nu……
/Bensen
