Hvorfor aldrig madaffald?
For et par dage siden, mødte jeg tilfældigvis skraldemænd uden for min indkørsel.
Denne gang var det skraldespand med restaffald og madrester der skulle tømmes.
Ikke noget jeg har tænkt synderligt over- men den ene skraldemand sagde henkastet, efter at have kigget i min skraldespand…..”hvordan kan det være, at du aldrig har madrester til tømning?”
Øhh, havde jeg ikke lige tænkt over,- men skraldemanden, der ikke var uden humor…pegede på Balroggen der lå på lur,- ahhhh, jeg kan se hvorfor 😛 
Og ja, det er nok rigtigt,- den gode Balrog er altid sulten, og der går sjældent foder til spilde hos os.
Og det er jo ganske overraskende faktisk,- set i lyset af mine utallige mislykkede forsøg på at lave mad,- uanset hvor galt det går for mig,- og det går altså ret galt,- så ingen bebrejdende blikke fra pelsklumpen,- næ, mere,- “tænk du ikke på det,- jeg fixer det” og væk er beviser.
Faktisk har jeg ham mistænkt for at være i besiddelse af en hukommelse som en guldfisk- 2 sekunder efter han har fået et eller andet at spise, eller en snack,- så tigger han videre, som om han slet ikke husker at have nedsvælget noget.
I mange år forstod jeg slet ikke forfatteren til Airedalebogen ( Bogen om Airedaleterrier) Esther Kofod,- der et eller andet sted advarede imod den glubske hund- eller som hun så elegant nævner det,- en Airedale er ikke nogen kostforagter…nej det skal jeg godt nok love for at Balroggen ikke er.
Han er så den første af mine Dales der har været konstant sulten, og stort set (ifølge ham) er død af sult mange gang over dagen.
Alle mine øvrige hunde har været stort set ligeglade med mad,- jeg har hældt foder op om morgenen, og så har bæsterne taget en mundfuld hist og her, og ofte ikke spist op om aftenen…
Det er så ikke tilfældet med den gode Balrog.
I øvrigt noget han delte med min brors Dale.
Min brors Dale var om muligt, endnu mere madglad end Balroggen.
Til dato er Maxi den eneste hund der kunne finde på at sidde klistret til ovnen i køkkenet og vente på at en steg blev færdig.
Min hund er stort set altædende, bortset fra Agurk, der kan spyttes flere meter væk, og til stor morskab for ham, kan klistre på væggene.
Eneste tidspunkt hvor hans konstante sult bliver dæmpet, er selvfølgelig sammenfaldende med de tidspunkter hvor jeg gerne ville udnytte forholdet.
At lokke ham med foder, snacks eller lign når vi træner, eller går tur, er sjældent muligt.
Enten er han udspekuleret nok til at vide, at han får nok en godbid under alle omstændigheder, så ingen grund til at komme, selv om jeg skriger mig hæs, eller også bliver han så optaget af at snuse efter trolde og ræve, at hans medfødte sult undertrykkes…
Men den der med, at jeg altid kan anvende snacks når vi træner,- den holder ikke.
Til gengæld har vi forskellige øvelser vi laver når vi går tur, og jeg behøver ikke at nævne at han skal hoppe op på en speciel sten, lægge sig på en bænk,- eller hoppe over et hegn,- gør han automatisk,- men har så også en absolut forventning om at få noget.
Er jeres vovser lige så foderfikserede?
Hej Peter🤣🤣🤣 skøn blog-
havde helt glemt det billede – fuldstændigt rigtigt – Vi kaldte det Maxis plads – og han kunne sidde der af flere omgange – han var bestemt heller ikke en kostforagter, og gik ikke af vejen for at æde døde harekillinger eller mosegrise i forrådnelse