The Balrog: One year

I morgen fylder Balroggen officielt 1 år.
Topbillede er første gang vi nogen sinde mødte ham, han er her 6 uger, og vi er på besøg på Spicaway for at se til ham.

Når jeg kigger på ham nu, så ser jeg en fuldt udvokset Airedale på 33 kg og 64-65 cm over skuldre. Lidt svært at huske da han var en lille øgle på 6 kg.

Det har været et meget, meget udfordrende år, og som læsere af bloggen vil vide, så har det bestemt været en kamp at få ham indsluset hos os.

Jeg har levet sammen med Dales i 55 år, og Skipper (aka the Balrog) er ubetinget den mest stædige og umulige model jeg nogen sinde har oplevet.

Jeg vil godt indrømme, at der var stor krise da han var omkring 7 mrd, og jeg var indstillet på at opgive ham, og sende ham videre til nogen der turde tage udfordringen (hvis de fandtes) Fruen nedlagde dog veto.

Han var 9 uger da han landede hos os, og indledningsvis charmerede han alt og alle med sit gå-på-mod, sin nysgerrighed og sin selvstændighed.

Som ugerne og mrd gik, var vi ved at blive vanvittige over hans bideri. Alle trøstede med, jamen det går over,- det skal hvalpe osv…ja, det ved jeg sgu godt, men ikke i den udstrækning som vi var udsat for.

Helt bogstaveligt, har vi aldrig nogen sinde oplevet det med at sidde med en lille hvalp i skødet, at kunne snakke med den lille hvalp, give ham noget, eller på anden vis,- komme i kontakt med ham UDEN at han straks kvitterede med at plante gebisset dybt i vores hænder og arme.

Faktisk var det så slemt, at jeg var ved dyrlæge for at få chekket om der skulle være fysiske gener hos ham, men dyrlæge måtte opgive at kigge,- han bed hende for meget.

Set i bakspejlet var de første mrd en skuffelse, og vi havde ingen oplevelse af, at han værdsatte os.

Da hvalpetænder endelig blev udskiftet med rigtige tænder, fortsatte bideriet, men han lærte trods alt ikke at bide så hårdt, så tiden med blødende arme ophørte.

Til gengæld begyndte han at blive mere opmærksom på os og hvad der sket omkring ham.
Jeg har brugt oceaner af tid på træne med ham, og han synes det hele var super sjovt, og vi havde nogen gode måneder hvor det langsomt blev bedre. Men stadigvæk,- vi kunne ikke snakke med ham, han ville altid bide. Ikke hårdt eller ondskabsfuldt, bare gebisset plantet i hånden.
Det betød som han blev større og større, at pelspleje, og bare det at give ham snor, var en kamp.

En af mine forrige Airedales var en meget reserveret herre, der lod sig klappe, men ellers helst var sig selv. Vi var ved at tro at Skipper havde samme sind.
Men så en dag i sommerhuset.

Skipper og jeg havde været derude en uges tid,- jeg sad i en lænestol og skrev på min pc, og så kom han hen til mig, og ud af det blå kravlede han op på skødet af mig, og lagde sig til.
Efter 8 mrd var det første gang nogen sinde jeg har kunnet snakke med ham, uden at han har bidt, eller lavet en scene af en art.

Den dag var et vendepunkt, og herfra har det kun gået frem.
Nu kommer ham moslende mange gange om dagen og vil kløes, op i sofa osv…bider stadig lidt, men slet ikke i samme udstrækning.

Han har vist sig at være en yderst kælen fætter, det blot ikke har vidst hvordan man håndterede det.

 

De sidste 14 dage er der kommet nye gode tiltag, gå pænt er næsten på plads, indkald 75% på plads, og det er som om han lige pludselig er blevet voksen.

 

 

 

Når vi snakker om de første 7 mrd med ham, kan vi næsten ikke forstå hvor slemt det var, set i lyset af den tillidsfulde og “voksne” Balrog vi har nu.
.                                        The Balrog. One year today

Følg os på Insta: #SKIPTHEDALE