Skipper scorer
Jo den er god nok.
Skipper scorer points herhjemme.
For første gang i laaaaang tid, er der antydning af, lejlighedsvis, forståelse af, at hænder ikke nødvendigvis er en del af hvalpes kost-tilskud.
Hvilket på ingen vis er ensbetydende at bideriet er stoppet,- men måske mere gemt til udvalgte tidspunkter, vel at mærke tidspunkter valgt af Balroggen.
Jeg har i dag en fridag, efter en lang weekendvagt, og tilbringer den sammen med bæstet.
Og er kommet til at kigge lidt i hjemmet.
Det bærer tydeligt præg af, at der bor en hvalp her, og efter mængden af itubidte genstande på dørken at dømme, – en aktiv en af slagsen.
Generelt, er der flyttet uhyggelig mange ting op i vindueskarme, øvre hylder, køkken og spiseborde, hvilket nok er ganske normalt når man har en hvalp boende.
Udfordringen hos os er i nogen grad, at vores Balrog, ofte kun benytter to ben på gulvet- han kan stort set gå på bagben når han vil undersøge, stjæle, hærge, eller ødelægge noget.
Og det sker altså tit.
Og han vokser vildt meget. Her til morgen så jeg mit snit til at løfte ham ud af kurven mens kan stadig var morgenstille og vi besteg vægten.
10, 2 kg har han nu ramt. Jeg har ikke målt ham over skulderen, men han vokser meget hurtigt nu.
Og det betyder, at det der var i sikkerhed i går på diverse hylder, ikke nødvendigvis er det i morgen.
Og vi er sgu ved at udgå for hyldemetre.
Ift vokseri, så er han i øjeblikket forsynet med poter på størrelse med en løve (el en Balrog) lange tynde ben og rund krop.
Om to dage kan det have ændret sig.
Han er begyndt at være alene hjemme når vi er på job, har været alene 3 gange af ca. 6 timer, og det er gået overraskende fint,- ingen uheld og ingen hærgen.
Jeg har ham mistænkt for at nyde freden til at udtænke nye ulykker.
Til gengæld, jamen så er der jo overskud af energi når vi kommer hjem, og det skal jo have afløb.
Jeg træner meget med ham, og det vil han normalt gerne.
Når jeg skriver træner lyder det som om, at han kan en masse.
Det er nok ikke tilfældet,- han er på ingen vis noget dydsmønster, og det er kun indkald, sit og dæk der sidder der (når der godbidder) vi træner giv pote pt, og den er næsten hjemme, ligesom det med at blive siddende mens jeg går væk.
Og så øver vi søgelege rigtig meget. Det trætter ham godt.
Nå ja, vi går uden snor det meste af tiden når omgivelser er til det, jeg udnytter at han er lille, og ikke stikker af (endnu)
I dag var vi ude i regnvejr, og er der noget mere hyggeligt, end en Dalehvalp,- der pladdervåd, fræser rundt i stuen med det håndklæde han skulle tørres i, samtidig med at han har en fest, og jeg beregner tidsforbrug på støvsugning, dørkvask og tørretid for hvalpe.
Må indrømme at jeg her trak “griseøre-kortet” så der bliver et øjebliks ro.
Alt i alt, går det vel som forventet med en Dalehvalp der er forsynet med….ADT.
Og tak for alle de gode råd ift bideriet,- de fleste afprøvet med mere eller mindre held,- i øjeblikket er truslen om, at jeg indmelder ham i De Frie Grønne virksom.
Christina Pedersen
Skønneste Skipper.
Hans Hannibal
Peter hvorfor er det, at på trods af dine malende beskrivelser, så bliver man lidt skruk?