Finder minder.
Jeg er hjemme igang med et større projekt, nu da jeg alligevel ikke kan surfe (var nok alligevel stoppet pga temp)
Carporten står for tur, og udfordringen hermed, er at den er forholdsvis stor,- 65m2, forsynet med uhyggelige mange skabe og hylder jeg for mange, mange år siden monterede.
Jeg indledte windsurfing, samtidig med at jeg flyttede ind i nuværende bolig. Og i mange, mange år var min carport rede for alle de indkøb jeg foretog rent windsurfsmæssigt.
Både de genstande jeg stod ved, men også de ting der ikke lige var frue-egnede…for den slags har vi jo alle….ikke? 😳
Samme garage, for det er en lukket garage, har ikke været sådan rigtig, rigtig ryddet op i mange, mange år, og nu hvor jeg har tiden, så var det tiltrængt.
Og efterhånden som jeg graver mig helt ind hvor reptilerne i sin tid har lagt æg, dukker der rigtig mange surfting op.
Genstande som jeg bare har måtte eje, men også genstande fra min allerførste tid som windsurfer.
Jeg har fyldt 2 trailere med diverse grej jeg har kørt på genbrugspladsen,- desværre tænkte jeg ikke på at tage billeder af det.
Fandt bla. de smarteste trapezliner i pangfarver, eller hvad med trapez i lyserød med smarte gule stjerner….man kan mene meget, men 80érne kunne noget…personligt er jeg af den opfattelse, at der ikke er lavet musik der er værd at lytte til siden.
Jeg fandt også de første selvlavede ophalerliner, lavet af skødetov med knuder, og et utal af bombeskyttere, idet jeg i starten..læs de første 10 år,- havde en uheldig mani med at smadre næsen på min boards.
Og så fandt jeg utallige surfsko/støvler, lige fra de første uden rem over fodroden, til den sidste ny model, hvorfor jeg har gemt dem ved jeg ikke,- men Balroggen (min hund) havde unægtelig en fest.
Efterhånden som jeg kom igennem skuffer, hylder, skab osv…fandt jeg min surfkarriere i diverse stumper, så som liner, mystiske beslag, kameramounts, pumper til kites, trapezer, mastecover, sejlbags osv osv…
Og ved at kigge på tingene, var det indlysende hvilken vej min rejse fra rookie til wannabee surfer har været.
Den første tid havde jeg gemt primært hjemmelavede ophalerliner og bombeskyttere,- kan så se, at jeg overgik til de første spæde forsøg med cambers, idet jeg har et utal af disse, sikkert samtidig med at jeg fik behov for diverse nedhalsfætre,- kan huske den første jeg havde, var en ståldims drejet ud af metalstykke…noget hjemmegjort jeg købte et sted, men den gjorde jobbet,- nok dengang vi alle skulle sejle på formula med mega spænding i forliget. Fandt også gamle gummistykker til at lime bag på de første formulaboards…Flapperboards,- husker I dem?
Fandt da også hylstre af de første foils jeg havde,- unægtelig noget af en samling, og gav da tanker om mange ting.
Godt nok har jeg kun været med i 25 år, og nok godt nok, ellers måtte jeg have bygget til med alt det rod jeg havde gemt.
Gad vide hvad der findes hos de surfere der har været med fra starten?
Nogen kan måske ligefrem fremtrylle de første lyserøde våddragter?
Indrømmet, gjorde lidt ondt at smide ud,- men der skal jo være plads til nyt grej,- …husk nu:
Den der dør med mest grej, har vundet. 🙂
(og lige om billedet,- det er ikke så gammelt trods alt, men nok sidste gang jeg købte sejl til normal slalomsejlads trods alt)