Komme i Zen
Som I måske husker, berørte jeg for et par blogs siden,- fænomenet at komme i trance når man surfer.
Jeg har tænkt lidt mere over fænomenet, og konstateret, at det faktisk indtræffer for mig.
Da jeg for en menneskealder startede til søs, blev jeg helt seriøst advaret om, at man aldrig må stå agten i et skib og stirre på kølvandet.
Kombinationen af lyden og synet KAN drage nogen i trance, og medføre at man mere eller mindre tilsigtet hopper over bord.
For de der ikke har prøvet at bruge måske 30 min på netop det, kan jeg tilslutte mig, at det absolut kan forekomme.
Og det der med at komme i trance,- eller komme i Zen og hvad man nu kalder der,- jamen faktisk så indtræffer det i en eller anden udstrækning jævnligt for mig.
Jeg foiler altid for at få så langt, og så let og ubesværet et svæv som overhovedet muligt.
Lidt som en golfspiller, der drømmer om det der unikke slag, så drømmer jeg om en foiltur uden at kysse bølgerne.
Det uopnåelige mål, svæve måske 2 km uden overhovedet nogen ydre påvirkning,,- det er vel hvad man drømmer om.
Nogen gange,- ok ind i mellem da,- eller ..hm. Det er sket, selv for mig, at det hele går op i en højere enhed.
Man finder en stance der er behagelig, har en fornuftig flyvehøjde,- og alt er stille, og det er så let….dvs indtil man (jeg) er blevet så selvfed at jeg smadrer ned i ryggen på en bølge.
Men det er hvad jeg stræber efter, den der Zen, hvor det hele spiller.
Jeg har konstateret, at jeg på længere ben, måske 2-3km ud i vigen,- på et tidspunkt begynder at slække på opmærksomheden ift bølger og vind,- man kommer ind i en rytme og det virker, man ser godt nok bølgerne, men lige pludselig korrigerer man ikke længere,- man er kommet i trance.
Eller, og det er absolut en mulighed ift redaktøren,- koncentrationsevnen er udtømt, simultankapaciteten er opbrugt.
Resultatet er typisk at jeg lander med et brag, ikke nødvendigvis et styrt (det er ikke altid, men ofte jeg styrter) og de gange hvor jeg ikke styrter, sker der et eller andet i reptilhjernen, og kroppen reagerer instinktivt, og jeg kommer i svæv igen,- hvorefter det gentager sig 500 meter længere fremme.
Er jeg den eneste der har det således?
Eller når man sejler/Foiler/svæver, og hele tiden kan se, at kommer man blot 472 meter længere frem, så er vinden og søen meget mere stabil- hvad den så selvfølgelig ikke er.
Et andet eksempel kan være, at jeg starter med at svæve på en halse, det går kongenuser, vender, og kan ikke komme i svæv igen. Dette uagtet jeg netop har svævet på modsatte halse.
Min lillehjerne kommer så til den konklusion, at uanset hvor meget det må blæse senere, så dur det bare ikke på den halse…..
Jeg ved faktuelt at det er noget ævl, og jeg er også blevet bedre til at fortælle kroppen, at den er fuld af løgn, man kan faktisk sagtens svæve her….men en gang downloadet den forkerte opfattelse, så er det sgu svært at overvinde det.
Måske alt det med trance, er hjernens metode til at lukke ned for angst og skidecenteret, og det kan vel i virkeligheden være praktisk?
