Roadtrip med “Pelefanten”
Skipper er nu fyldt 9 uger, og der er massive fremskridt at iagttage…..NOT.
Han har ret hurtigt gennemskuet rutiner her i hytten, og straks sat sig for at gøre alt for at de forandres.
Og det er i høj grad med succes:
Sove om natten, no way.
Middagslur, no way
Rolig start på morgenen, no way.
Stille tv aften, no way.
Pt. er jeg på “hundebarsel” og rigtig mange jeg snakker med, oplyser at det er lige som at være på barsel med et barn.
Nu er jeg så gammel, at dengang jeg fik børn, var der ikke noget der hed tvungen barsel for fædre…GUDSKELOV,- for det er hårdt nok med en vaps.
Sådan mere seriøst, så træner vi målrettet.
Han lærer at gå tur, og i den forbindelse at blive socialiseret med artsfæller, om end vi vælger de kendte hunde ud.
JA, jeg er fuldkommen bevidst om vacc. og kan fortælle at han er vac fra kennel, og det er et bevidst valg jeg træffer,- idet jeg anser socialisering som afgørende vigtigt.
Han er god til at møde nye mennesker og andre hunde,- han har endnu ikke været bange for noget som helst,- og har jo massiv selvtillid, jeg har ham mistænkt for at satse på.- at det er nok, tilsat lækker hvalpepels.
Indtil videre med succes.
I dag har vi trænet bilkørsel.
Denne gang var hundeburet i bilen bemandet med hans Pelefant, i øvrigt magen til den hvalpene havde på gården.
Lige så snart jeg starter bilen, aktiveres lydgiver bagi, og med skiftende tuden/vræl/hyl indtager vi vejene.
I dag skulle han og jeg et smut til Ebeltoft, ca. 35 km fra hjemmet, og jeg havde forberedt mig på lydtrykket ved at iføre mig ørepropper.
Kørte i normalt tempo, og vi udsendte de første 20 km udrykningssignaler i forskellig grad. Varierende fra afprøvning af varsel for luftalarm, udrykning med brandbiler over til tuden fra E-tog, afsluttende med signal for høj temperatur i køleskabe.
En munter tur. 😳
Ved ankomst Feldballe, ca. 20 km væk, var hans arsenal af variationer over signaler åbenbart udtømt, og de sidste 15 km i ro og mag.
Positivt er det, at han ingen tendenser har til køresyge, en udfordring jeg i høj grad havde med Eddie.
Vel ankommet til sommerhuset, skulle det selvfølgelig tages i besiddelse,- hvilket gøres uden antydning af frygt, eller modvilje,- alt er spændende og sjovt.
Og meget, meget interessant med den hund der bor i entreen.
Der er første sal på sommerhuset, og han er for bette til at tage trinnene op, hvilket jo selvfølgelig ikke er det samme som at han ikke forsøger.
På første sal er der derfor monteret et hundegitter så han ikke kan tage den på hovedet ned.
Bideriet:
Tja jeg ville ønske at jeg kunne fortælle at det er afsluttet. Men det tror ingen på alligevel.
Hvis der er stavefejl el. mudder i fortællingen, skyldes det formodentlig at mine blodige fingre er smuttet på tasterne.
Vi har blodige aftryk på vægge, på mine hvide uniformsskjorter, i bilen, puder, tandbørster og alle mulige og umulige steder.
Dog,- der er en svag forbedring synes jeg.
Vi har aftalt en lyd vi udsteder, når han forsøger at gøre vores fingre til tatar, og han slipper i 70% af tiden fingeren, for at finde en anden finger, og så gentager det sig.
Vi er stadig ved at vænne os til hinanden, og det går bedre og bedre.
Om 17-18 år har vi nok opnået et gensidig forståelse, både om indretning i hjemme og hvilke konsistens fingre bør have. 🙂
Første dag på stranden også- det kommer der mere om en anden dag. Jeg skal lige have stoppet en styrtblødning.
Trættende at finde på alle de ulykker
Tina Funder:
Barselsorlov kan være yderst stressende.
Åhh altså.