Trænings-eftersyn mangles

I denne tid er rigtig mange hjemsendte, mange arbejder hjemmefra, flere er isolerede af forskellige årsager.
Redaktionen er en mellemting mellem det hele.
Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg i lighed med de fleste andre, også synes at det er ualmindelig træls.

Inden Corona satte en stopper for mine træningsaktiviter i centeret, var jeg kommet ind i en rigtig god gænge, trænede 4-5 gange om ugen, somme tider oftere, oplevede for første gang i mange år, at dels vægten gik den rigtige vej, dels at den løse pels, primært over vommen, langsomt blev strammet lidt, og muskler jeg ikke engang anede have bopæl i min krop, som noget nyt begyndte at gøre ondt.

Jeg arbejdede målrettet hen imod en mere trimmet version,  af den ellers ualmindelige velholdte udgave at en redaktør 😎 og det gik faktisk efter planen.

Dum ryg og skulderskade, betød at jeg måtte have prof. hjælp til at genoptræne uden at ødelægge yderligere, hvilket normalt er min kernespecialitet.
Jeg fik derfor træningsprogrammer udarbejdet af personlig træner fra You Can Do-it, (Pia.)

Og det gik forrygende, fik en målsætning, holdt den ikke, fik skæld ud af Pia, en ny, som jeg heller ikke holdt, og sådan hyggede jeg mig…
Nej ikke rigtigt.

Pia og jeg udarbejdede i fællesskab nogen målsætninger, og ved hendes hjælp, også træningsprogrammer, således jeg langsomt (aaaaaaaaalt) for langsomt fik genoptrænet min skulder.
Så langt så godt…Bang, så kom Corona, og det satte også for mig en stopper på en del aktiviteter.

Træning på center,- NO GO.
Det i sig selv var en bet, idet jeg efterhånden havde udviklet et fint had forhold til diverse vægte og instrumenter, herunder i særdeleshed en maveøvelse,- det viser sig nu, at jeg i virkeligheden savner at hade vægtene…mystisk.

Indrømmet, det bliver mere og mere udfordrende at opretholde motivationen sådan rent motionsmæssigt.

Jeg er begyndt at surfe igen, og det har været hele målet med genoptræning, bortset fra den lille detalje om, at det var en ren nødvendighed, hvis jeg skulle gå, eller for den sags skyld komme ud af køjen om morgenen.

Jeg surfer med stor forsigtighed, og hver gang det lykkedes, er det med en vis stolthed, dels fordi det er lykkedes at genvinde så meget førlighed at det kan lade sig gøre, men også fordi det var en af de mål Pia og jeg sammen havde sat.

Udfordringen ligger blot i, at jeg dels ikke kan holde til at surfe så længe ad gangen pt, dels at surf, ikke er tilstrækkeligt til at holde mig motorisk kørende.

Og derfor mangler jeg simpelthen den sparring,  og det spark i gumpen, man får når man er på et træningscenter.
Dels ved snakke med træneren, og den evindelige skæven om hun nu kigger, så man er nødt til at gå op i kadence på Crosstraineren, selv om hun har anden klient, dels den motivation der ligger i, at man ind i mellem vælger en tungere vægt, eller tager et sæt mere i en øvelse.

Hjemmetræning er bare ikke det samme.
Og jeg skal virkelig langt ind i den (ikke længere slanke eller stramme) krop for at finde motivation til en løbetur.
Jeg H A D E R at løbe,- omvendt så giver det jo ret godt motionsmæssigt, og det anerkender jeg fuldt ud, og er også årsagen til at jeg begiver mig afsted.

Jeg er D Å R L I G til at løbe,- bliver ofte overhalet at kvinder med blåt hår godt oppe i 70érne, og det er IKKE motiverende på nogen vis.

Jeg har nogen elastikker jeg hver dag træner skulder med, men nået til et stadie, hvor jeg ikke kan komme længere, stadig smertefuldt.
Hunden flygter hver gang jeg finder snoren frem, han gider ikke gå 17 ture om dagen, og fruen, uha, hende tør jeg ikke spørge.

Så det der selvpineri med at tage sig sammen, og løbe fast hver 2 el 3 dag, uha det er svært.
Omvendt, jamen jeg ved godt jeg er nødt til det. Ved også at jeg er nødt til skulder og rygtræning hver dag, men derfor er det jo ikke sjovt.

Jeg forsøger at holde fanen højt, forsøger at træne så godt jeg kan, men ved også, at det går den forkerte vej.
Lige så langsomt.

Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste med de udfordringer, dem oplever vi alle, i forskellig grad.

Synes dog stadig det er besværligt at stå op kl 0530 for at løbe på tidspunkter, hvor der ikke er andre der kan se een,-  stramtsiddende Lycra på redaktøren er noget for sig selv…Og tør slet ikke tage chancen for at fruen skulle se det,- kender resultatet hvis hun ser det….Broccoli-kur…..igen…..bwadr.