Tanker om terriers

Og her snakker vi faktisk kun Airedales, som er den eneste hunderace der for alvor interesserer mig.

4 nov 2021 tog jeg afsked med Eddie.
Eddie og min familie havde et genialt liv sammen, men tiden var kommet.
Som en ven skrev til mig. “hunde har vi kun til låns”

Eddie var min 3die Airedale men bliver ikke min sidste.

Jeg er opvokset med Airedales, hvilket betyder at jeg har været omgivet at de behårede venner i mere end 50 år, så lidt ved jeg vel om dem?

I øjeblikket håber jeg på en hvalp i løbet af foråret, nu må vi se.
I så fald bliver det første hvalp i 25 år, idet jeg de to sidste gange har fået mig en unghund på henholdsvis 5 og 6 mrd.

Ikke at det er så meget lettere, måske i virkeligheden mere udfordrende, men nogen ting er dog overstået.
Bidealderen.

Efter lange diskussioner i min familie har jeg overgivet mig til en hvalp. Ville have foretrukket en unghund, men det bliver en hvalp.

I øjeblikket har jeg tid til overs, da der ikke er tidsforbrug med hund, så jeg har nok gennemtrawlet samtlige Airedale-videoer på Youtube, og læst en masse skriverier på nettet.

Og her må jeg indrømme:
Jeg bliver sgu bekymret, – hvis det man/jeg læser (primært amerikanske sider) skal tages til indtægt,  så ville jeg nok aldrig give mig i kast med en Airedale.

Generelt opfattes de som:
Selvegne, ikke særlig modtagelige for træning,- eller/og kun under specielle forhold.
De æder børn og undulater.
Hader katte (hvilket jeg kan genkende, men ikke nogen dårlig egenskab)
Kan ikke være alene
Er stædige
Og er så dominante at de vil angribe alle andre hunde.

Well well.

Der nævnes også:
En ven for livet.
Vil beskytte dig og familien til sidste blodsdråbe uanset odds
Kloge
Keder sig let
Og sjove,- altid klar til et klovnenummer.

Hmm.
Efter de mange år med Dales, kan jeg da genkende noget af det, og andet ikke. Sådan vil det nok være for de fleste.
Det med børn har jeg aldrig oplevet,- men må da tilstå, at mere end een due/solsort har ladet livet i min have.
Det har i øvrigt også Pindsvin og mosegrise.

Næsten hver gang nævnes,  at en Airedale ikke er en begynderhund, da den let keder sig, stiller spørgsmål til alt, ikke ubetinget anerkender hvem der er boss i huset (ud over sig selv)

Jeg har haft Airedales i +35 år, og derfor haft forskellige versioner, med forskelligt sind.

Den første var en bandit,- og sagt i snævert forum, så kunne indledning af raceegenskaber i nogen grad passe på ham.
Jeg begik den fejl, ikke i tilstrækkelig grad at socialisere ham med andre hunde, og resultatet blev at han ville mule alle andre hunde.
Det er ikke særlig sjovt, og en Airedale er en stor og stærk hund.
Han var i øvrigt heller ikke særlig social anlagt ift sin familie, med mindre selvfølgelig, der kom gæster, så var han på tæerne.

Da han var 12 år fik fruen og jeg en Øgle (barn) i daglig tale “BetteOrken” og så sket der et eller andet med ham.
Første dag hjemme med BetteOrken, låst fruen inde på badeværelset, lagde Øglen på gulvet og lukkede hunden ind.
Han overgav sig på stedet, og veg ikke fra min datter resten af sin tid.

Næste Airedale var en 5mrd han.
Ved ikke om jeg var blevet bedre til håndtering af vovsen, men det blev helt anderledes, og den hund knyttede sig meget til familien generelt, var langt mere blid af sind, og kunne sagtens omgås andre skabninger, bortset fra selvfølgelig…..katte, undulater og fugle…..Pindsvin, mus, rotter, slanger og vandmænd og ikke glemme heste…og….
Det var en fantastisk hund. Fik ham som stor hvalp, og første gang han skulle være alene hjemme, var han lukket inde i bryggerset.
Det fortalte han så ret eftertryggeligt at han ikke gad,- rummet var splittet, paneler revet af døre- alt der ikke var boltet fast var ødelagt.
Det var ikke heldigt, næste dag fik han lov til at være i hele huset, og lavede ikke ulykker.

Sidste vovse var 6 mrd da jeg fik ham,  og meget, meget usikker på alt.
De første 10 dage sov jeg på en madras i stuen sammen med ham, og det prægede ham resten af livet, jeg kunne aldrig gå to skridt baglæns uden at der stod en Dale.
Eddie, var ubetinget den blødeste i sind af mine hunde- men stadigvæk var der aldrig tvivl om at han var fuldblods Airedale.

En tidlig morgen kl 03 var vi ude på luftetur og en fætter var af den opfattelse at jeg skulle have nogen på hovedet- jeg nåede faktisk ikke at reagerer før Eddie i den grad havde afværget den plan.
Må indrømme at jeg havde forventet at han var stukket af.

Nu må vi så se hvad næste hund bringer, og om jeg trods raceomtale vil være i stand til at håndtere bæstet.