Pernille: Højt at flyve…
Af: Pernille Sanderhoff
2020 bragte mange spændende oplevelser med sig. Vi nåede det sidste fly hjem fra Tenerife inden Spanien og resten af verden lukkede ned på grund af I ved hvad. Voldemort. Lort. Coronalort.
Fordelen ved Coronalorten var, at jeg pludselig blev hjemsendt….uhhhhh hjemmearbejde.
Og med mine arbejdsopgaver kunne jeg flekse rimeligt meget = på vandet når det blæser. Mega fedt.
Samtidig gik det op for mig, at hvis jeg ville være fuldblods med i konkurrencerne, så skulle jeg lære at foile.
Mellem dig og mig sagt, så havde Brian i laaaang tid forsøgt at manipulere mig i foil-retningen, for han var pænt træt af, at jeg fandt på projekter herhjemme hver gang vinden lå mellem 6-8 ms. (Nok til ham på foil, for lidt til mig på slalom.)
Ok, det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg nok godt.
Pludselig var der en foil, som jeg åbenbart bare skulle eje.
En NeilPryde Flight F4 Racing Medium.
En måttafåkka full carbon foil. Med masser af justeringsmuligheder….høhø.
Foilen ankommer til København d.10/8, og jeg skal sejle kapsejlads til DM og NM i Ringkøbing d.28/8.
Fair nok – 18 dage til at lære det legetøj at kende.
Gud ske tak og lov for at Surfers Cup afholdt Foil Clinic weekenden inden Ringkøbingstævnet.
Afsted til Skive med mig.
Boardet jeg lånte, var et gennemtæsket Formula 160L/ 1 meter bredt, som allerede var blevet delt i to af Brians første ture på foil.
Svampet og tørstig som Stewart Stardust fra Terkel i knibe, bred som en vognport. Forbandet tungt at slæbe rundt på, især efter man har været på vandet.
Estimeret tørretid ved stuetemperatur omkring 36 timer.
Første dag på clinic gik skide nemt, der var ringe vind, så det var kontrollerbart. Forinden havde jeg non-stop set foil videoer på Youtube – hvor svært kan det være?
Okay, dag to kom der så stiv kuling fra vest, og jeg endte med at sejle 5.0 og overpoweret.
Note to self…Vandet i Skive Fjord er lige brunt hvad enten du kigger igennem det nede fra eller oppe fra.
Og en tak skal lyde til Torben Kornum, der sejlede efter mig i båden og blev ved med at messe; ”det er okay, det er okay, du er snart i havn.”
Faktisk husker jeg det som at være i osteklokke de første par gange på foil. Jeg havde kun tanke på at kigge ned på vandet for at holde øje med afstanden mellem board og vand. Frygten for at ”lifte” ud af vandet med det tilhørende styrt sidder længe i kroppen.
Nu går det lidt bedre med at fornemme, hvornår højt oppe er lig med FOR højt oppe. Når først man hører den slubrende lyd af foilen, der går fri af vandet, så er det tæt på at være for sent.
Stævnet endte med at jeg blev 2er i kvindernes slalomkonkurrence lige efter Hammeken. Og i foil kan jeg sige, at jeg gennemførte min første sejlads.
Med det nye udstyr fulgte også nye oplevelser og udfordringer.
Især har det at løfte rundt på udstyret, været ved at drive mig til vanvid.
Jeg er, som tidligere skrevet, ikke den højeste Giraf i parken, og med en mast der rager 95 cm ned, er jeg meget tæt på at slæbe foilen henover jorden i stedet for at løfte den over den.
Jeg har stået i vandet og haft både stille og mindre stille nedsmeltninger over, at skulle skille udstyret ad for at komme op af trapper eller ramper.
Jeg har været lige ved at give op og sælge hele pivtøjet.
Heldigvis kommer jeg ofte på bedre tanker, når jeg har råbt og bandet lidt…især af Brian, undskyld.
Jeg blev hurtigt træt af mosle rundt med vognporten, og besluttede mig for at søge et mindre board, som jeg var overbevist om, ville være nemmere at håndtere for mig.
Det blev en 145 L/ 87 cm bred super lækker kamel i udgaven som kaldes en Crossover. Et allround race foil board for lettere mennesker.
Foilen åbnede en helt ny verden for mig i windsurfing og når det spiller, er det bare superfedt.
Man bruger næsten ingen kræfter og vindområdet er lige udvidet med to meter mere.
Altså færre dage på arbejde, flere dage på vandet .
Desværre brænder man færre kalorier af end ved blandt andet slalom, så det er lige værd at huske på, når der skal hygges efter surf.
