Neoprenallergi. Test af semidry
(16.6.2024)
Så fik jeg rent faktisk lejlighed til at teste den i går omtalte dragt.
Stig, Jedi og jeg havde udset dagen i dag, til en testdag,- eller,- det er jo kun mig der bøvler med allergi.
Jeg havde hevet dragten frem, smurt lynlåsen,– der er en gammeldags vandret lynlås i ryggen.
Ædt 2 antihistamin, smurt ben ind i fedtcreme,- fundet et par ny lycrabukser frem.
På overkroppen en skiundertrøje og en langærmet trøje, der også skulle kunne transportere varme.
Vinden sideshore, og meget svær at vurdere, målte noget 5ms på stranden, men dels lå der mere ude, dels skulle den tiltage over dagen.
Stig og jeg aftalte 7ish,- jeg på en V8 str 7,2 og Pensionistfoilen,- den der røde tingest med frontvinge på 1400cm2.
Fordi jeg havde den posede dragt på, monterede jeg min Garmin GPS på vesten. Det viste sig så ikke at være smart,- herom senere.
Jeg har øffet om, at jeg ikke var sikker på at de 4mm var mere end 2mm. Da jeg gik ud, må jeg medgive,- det var faktisk ikke så slemt- og jeg er en uhyggelig kuldeskær surfer,- hader tandlæger og næsten lige så meget,- koldt vand.
Vandet føltes ikke koldt. Her i Ebeltoft Vig er temp ca. 14 grader,- ikke rigtig koldt, men godt nok heller ikke varmt.
Selve surferiet var faktisk ganske godt. I starten meget ustabilt, men efterhånden som vinden tiltog blev den mere stabil, eller vi kunne ikke mærke det så meget.
Synes faktisk den Red Wing performer strålende,- det er ikke, og det bliver aldrig en racefoil,- men selv i pustene holdt den sig stabil,- det var først da jeg kom ud hvor vinden nok var noget 8-9ms at jeg ikke rigtig kunne holde foilen nede.
Jeg har en 1000 cm2 vinge, og den kunne jeg bare have sat på,- det gad jeg så ikke.
Der var et par ture, hvor jeg var fuldt powered op, tog en anelse højde, og i de forhold kunne jeg fuldkommen låse flyvehøjden,- det var rigtig fint, og jeg prøvede at fyre det at.
Og så kommer vi til det med min placering af GPS. Den var sat i vesten, og når jeg analyserer for spikes, så er der uhyggeligt mange.
Max hastighed +35km/t, men det er desværre spikes- så jeg endte på noget ca. 28km/t.
Vil tro sandheden er et sted midt i mellem.
To omstændigheder indtraf. Min tennisalbue begyndte at brokke sig mere og mere,- og jeg tog vand ind i dragten.
Grundet albuen, sejlede jeg en tur ud, vendte sejlede ind igen,- hoppede af og pustede ud, mens jeg lavede alle de åndsvage øvelser for tennisalbue.
Dvs jeg stod lidt i vandet til ca navlen en del gange.
Og jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere våd på mavsen- det er ikke en behagelig fornemmelse, og med den str min mavse har, så er det betragtelige mængder vand der må have fundet ind.
Reptilhjernen kom til den konklusion, at enten var dragten utæt,- tænkeligt,- alternativt trak vand fra ben der jo er neopren, lige så langsomt op i inderbeklædningen, dvs mine bluser.
Uanset hvad var det ikke behageligt, men værst nok, at jeg ikke vidste hvad det var.
Albuen var dum, så jeg stoppede, og tøffede op.
Jedi var på stranden, og hjalp med board, og oplukning af min lynlås på ryggen.
Til min store overraskelse, var min overkrop ikke drivende våd, men dog pænt fugtig. Jeg hældte derfor til årsag 2, altså den hvor vandet var trukket op via neoprenen.
Jedi kom derimod med det forslag, at det i virkelighede var fedmandssved, og især på ryggen fremgik det, at han nok har ret. Det havde jeg ikke tænkt på, men self. varmen kan jo ikke komme væk.
Pt nu 2 timer siden jeg var i bad, kan jeg ikke mærke kløe, og det betyder dels, at de allergiske reaktioner ikke kommer grundet varme, men grundet nærkontakt med neopren.
Nu skal jeg lige have fundet den helt rigtige løsning ift hvor meget tøj jeg skal have på overkroppen, det er nok mindre end først antaget.
Nogen der har gode forslag?