Indian Summer.
I går var jeg rent faktisk på vandet med min Red Wing.
Puha det har været længe siden sidste foiltur.
Dagen startede med møde i EWK ift planlægning af kommende stævne 7-8 oktober.
Samtidig hermed, sad Stig og jeg og skævede til dels vindmåler, dels flaget på Fregatten Jylland der ligger lige baglokalet.
Efter mødet, telefoniske konsultationer af flere omgange, var der vind, og var der vind nok?
Fra min udkigspost på terrassen, lignede det at der var lidt vind, så enden blev, at vi besluttede at give det et skud.
Stig ud fra campingpladsen, jeg fra Blå Flag.
Dvs. da jeg kom derned, var der omkring 3,5 ms…bummer. Synes det lignede lidt mere oppe ved klubben, så gav det et skud herfra.
Det er så længe siden at jeg sidst har rigget noget, at jeg glemte det meste, trim var fuldkommen fortabt i de gamle hjerneceller, og trimbogen kunne jeg ikke finde.
Efter mange velvalgte eder, fik jeg kampsvedende samlet grejet, og tryktest viste at det forblev samlet..
Næste…men viste det sig, slet ikke uvæsentlige udfordring,- få den ski… våddragt på.
For første gang måtte jeg indfange en tilfældig forbipasserende,- og helt tilfældig blev det en yngre storba…kvinde,- men hun fik da lynet ryggen på mig, og samtidig udtrykt, at godt nok viste hun ikke meget om neopren, men hvis det havde været hendes tøj, var hun nu nok gået et par numre op…..tak for det 🙂
Hun har dog en pointe.
Jeg vraltede ned over stenene, kæft jeg glæder mig til at der kommer en rampe, gik 700 meter ud og fik grejet til at flyde.
Det måske værd at nævne, at området omkring klubben, og Fregatten nærmest var sort af mennesker der nød det flotte vejr, og mere end en´ morede sig over personaget der kampsvedende og bandende slæbet afsted med grej i 28 grader varme, iført tæt…meget meget tætsiddende neopren.
Jeg har ikke været på vandet med en windfoil i næsten 2 mrd, så forventede at være noget rusten.
Det var jeg så også, og så alligevel ikke.
Vinden var virkelig minimal, som meget, meget let, men efter at have bakket tang af, lykkedes det at komme først i noget semiplan, og til sidste et par enkelte fornuftige ture, inden vinden fuldkommen døde.
Jeg var ved at opgive projektet lidt, for selv om jeg pumpede som en gorilla med tynd mave, kunne jeg ikke omsætte det til svæv.
Årsagen viste sig, at være tang.
Og efterhånden som tiden gik, og reptilhjernen allerbagerst i hjernebarken, fandt skills frem, begyndte stance også at blive bedre.
Imidlertid, er kombinationen, af fuldkommen let vind, 4-4.5ms måske 5 i et pust, kombineret med tangtråde en rigtig uheldig kombination, samtidig kampsveder man, og sveden løber,- så det var faktisk helt ok, at vinden fes fuldkommen af.
Både Stig og jeg kom på vandet, i helt minimale forhold, fik et par svæveture, og det var mere end vi havde troet kunne lade sig gøre.
