End of season
I min sidste blog skrev jeg at jeg stoppede for i år.
Det har sjovt nok givet en del henvendelser af forskellig karakter.
Blandt andet een der bad mig opliste hvorfor det skulle være rart?
Det spørgsmål har jeg gået og reflekteret lidt over, men er faktisk kommet frem til, at det føles ganske rart,- passende er måske det rigtige ord.
Normalt, dvs aldrig før, har jeg truffet et bevidst valg om, at det var så sidste gang for i år. Nope.
Altid har jeg troet og håbet, at der kom nok en tur mere, hvorfor jeg ikke behøvede at tænke i nedpakningsbaner.
Resultatet har derfor været, at når jeg så alligevel ikke kom mere ud den sæson, så starter jeg næste sæson med at rydde op i det jeg efterlod i den forvisning, at det skulle benyttes inden for kort tid.
Og det er altså noget rod.
Undtagelsen har dog altid været, at jeg som min. har løsnet alle skruer på mine foils,- heldigvis.
Denne gang, hvor jeg har truffet et modent, farligt og alvorligt valg ift at stoppe for nu, har jeg god tid til at nurse lidt om grejet, adskille alle foils 100% og i det hele taget gennemse grejet for krigsskader opstået i forløbne sæson.
Ikke at jeg fandt mange, men småting jo. Lidt maling på en vinge, 3 bolte der skal udskiftes osv.
Nu blev det snestorm sidst jeg skulle køre hjem med traileren, så det bliver først på lørdag, men så kommer den også ind i frostsikker garage, og jeg kan få det hele gennemtørt, incl selve traileren, som også nok har godt af at blive efterset lidt.
Noget helt nyt for mig, bliver ligeledes muligheden for at pakke mine neoprendragter væk, de hænger ikke længere til tørre i mit teknikrum, men pakket pænt ned, klar til næste sæson.
Og så ikke mindst.
Og det havde jeg slet ikke forudset. Et eller andet sted er det en kæmpe lettelse.
Så længe man ikke rigtigt har taget afsked med sæsonen, så ligger det underbevidstheden at man snart skal ud igen.
Jeg ved godt, at det jo er noget jeg 100% selv bestemmer, men alligevel.
Underbevidstheden arbejder.
Og jeg medgiver, at man rent faktisk sagtens kan foile om vinteren, dels fordi man benytter mindre sejl, dels fordi man ingen kræfter bruger og derfor ikke i samme omfang er hæmmet at de 5-6mm neoprendragt.
I samme omgang skal man dog lige huske på, at man som foiler er nødt til at vade ud i det sorte, kolde vand til man står i vand til brystet (med min højde) fordi foilmasten er 95 cm.
Alligevel er det på det mentale plan en lettelse, man behøver ikke konstant at kigge på vejrudsigter ift surfdage,- men ok, mit job tilsiger daglige/på timebasis konsultationer med vejrudsigter i forvejen.
De næste ca. 4 mrd bliver uden at komme på vandet på en windsurfer, og jeg er ikke på nogen som helst vis i tvivl om, at lige så snart vi har overlevet jan. mrd, så er jeg sulten, og begynder jævnligt at kigge til grejet.
Lidt som da jeg var sejlbådsejer.
Når sæsonen var afsluttet, båden på land,- lukkede man det ned.
Når så foråret kom, blev det oftere og oftere man lige var forbi havnen for at klappe kølen og drømme om kommende timer på havet.
Alt i alt, så føles det rigtig godt. Jeg fik opnået næsten alt jeg havde sat mig for i denne sæson, undtaget….
Den der foilende jibe….øv.
