Torben Kornum: Neilpryde Glide Wind

 

Hvis jeg kunne spole tiden tilbage…

Af Torben Kornum.

Set i bakspejlet havde det været noget nemmere at lære at foile på den nye Glide Wind foil end med alufoilen, som jeg startede ud med for 1½ år siden. Jeg ville have undgået mange vandture, pludselige drops og bløde buler i stævnen – totalt set en endnu bedre oplevelse.

Sagen er nemlig, at den nye Glide Wind både er langt nemmere at lære på, og også en hel del sjovere. Den planer ved ekstremt lav boardspeed – jeg vil tro ca 12-14 km/t – og den svæver frit og trygt uden det sædvanlige rodeo-ride, som jeg oplevede fra mit første bekendtskab med foils. Selvfølgelig kan man få den til at springe ud af vandet hvis man presser hårdt, men den lander blødt og uden dramatik, og det er nemt at sejle videre med det samme.

En anden fordel er at Glide Wind ikke kræver ret meget sejlareal for at kunne foile, og den fungerer fint på forskellige typer af boards. Jeg testede med et gammelt freeride klubsejl på 6.0 m2 i ca 6 m/s vind og senere også med et 7.0 m2 sejl med to cams i endnu lettere vind. Jeg prøvede også to forskellige boards – et gammelt Formula board og en JP Magic Ride på 130 liter+, som klart er min favorit fordi den er nemmest at få til at foile balanceret.

Med 6,0 m2 foilede jeg zigzag og blev modig uden dramatik og blev lige mindet om hvor fedt det er at foile. Ikke en lyd og ikke et bump fra vandet. Total fascination. Masten og fuselagen er stiv – som de skal være for at skabe stabilitet. Det må være den ultimative foil til begynderen og dem der bare vil lege med foils, cruise kortere eller længere ture i alle slags forhold og uden at skulle investere i hverken dyre boards eller sejl.

Glide Wind kan bruges på alle typer af finneboxe. Det vil sige man vælger den adapter, som passer til eget board, og monterer den med en gennemgående Torx 40 skrue. Faktisk er det Torx 40 nøgle der bruges i alle skruer, og sådan en fætter kan virkelig tage ved – både når der skal spændes og løsnes. Man skal lige huske at smøre skruerne, så de ikke gror fast.

Redaktionen takker for indlæg og glæder sig selv til at prøve den nye foil.
Stay tuned.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.