Luna: En sviner til redaktøren

LUNA:

Demotiveret?

 

Jeg kender én, der surfer. Vi kan jo kalde ham ”redaktøren”. Han er typen, der godt kan være lidt arrig og indebrændt, hvis noget ikke spiller. Han er 50+ og har gennem årene gjort en dyd ud af at være en GGM – Gnaven Gammel Mand. Jeg kunne godt have en hypotese om, at det er fordi, han efter et langt liv som ”ham den yngre mand med et iltert temperament” gerne vil kaldes noget, der berettiger hans væremåde og som folk endda forbinder med noget positivt/morsomt? Og det gør alle os, der i 80’erne hyggede os med de 2 gnavne gamle mænd i muppet show. I ved – dem dér i teaterlogen – med sure/bedrevidende kommentarer.

 

Og hvad vil jeg så sige med dét i forhold til overskriften? Jo – jeg har talt med førnævnte mand – redaktøren. Han sælger lidt ud af sit udstyr for tiden. Det kan der jo være mange årsager til:

 

  • Pladsmangel i garagen
  • Slunken pengekasse
  • Behov for likviditet til at købe nyt grej
  • Konefaktor (der skal ryddes op)
  • Osv osv

 

Men – i dette tilfælde fordi han ikke rigtigt synes, at han får brugt sit grej. Når jeg så spørger ind til årsagen til dette, så får jeg nogle lidt halvmugne svar (han er jo GGM): arbejdsramt, ikke nok vind når fri, andre projekter fra fruens liste osv osv. Alle sammen årsager som ligger uden for hans indflydelse. Meeeeeeeeeen – nu har jeg kendt ham i en årrække, så jeg tænker, at der kunne være en lille-bitte mulighed for, at der kan være andre årsager på spil.

 

Jeg har tidligere skrevet om magelighed, comfortzone osv. – så dét skal jeg ikke trætte med igen. Dog kan de to faktorer godt hænge sammen med GGM. Han synes ikke rigtigt det spiller, lysten er ikke i top, vandet er for koldt, ikke de bedste og foretrukne spots pga. vindretning, liggestolen til morfar trækker – og hvad nu, hvis man ikke kommer hjem tids nok til at overholde sine (egne) regler for spisetider. Gisp. Der kunne jo gå kuk i det indre ur. (har vist også tidligere skrevet noget om behov for regelmæssighed? – babyer og ældre). Kort sagt – han er grundigt demotiveret. Og hvad er kuren så for dette?

 

Umiddelbart falder det mig ind: LET R…. og kom af sted!! Jeg har i hvert fald læst, at nogle her på siden efter en kanon dag på vandet har været helt høje – og skriver at det er al maset og alle de dårlige øveture i koldt vand værd.

 

Så selvom GGM’er kan være hyggelige, underholdende og gode til selvironi – ja så kan det altså også tage overhånd. Men måske jeg tager fejl, måske er det ikke demotivation – hvem ved?! Det var bare et bud. Hvordan med jeres motivation? RIGTIG GOD SOMMER PÅ VANDET TIL JER ALLE.


Kommentarer

Luna: En sviner til redaktøren — 3 kommentarer

  1. Hæh…. Hvis I ikke kendte hinanden så godt ville det være kedeligt.
    Tror at du har ret, Luna.
    Helt ret.
    Der er dælme langt fra de gamle Mistral-artikler (Nr. 13 så vidt jeg husker) ((Den med kantstilling, hrstehale-babe og kuglemos)), og så til de der småt-begejstrede uha-hvor-er-de-finner-fine-men-ikke bygget-til-mig/opstød.
    Du har ret.
    Der mangler krudt i armene og drengerøv i den allergivenlige sparkedragt.
    Må du skrive recepter?

  2. @FF

    Nej – som erhvervspsykolog må jeg ikke skrive recepter. Men jeg må give sedler med hjem…. og det kan også være effektivt.

  3. Som plus 60 surfer kender jeg alt for godt de symptomer du beskriver.
    Bare rolig det er helt normalt.
    I den alder kræver vi mere og mere, med hensyn til rigtig vindretning,vindstyrke,solskin, varme o.s.v
    Til gengæld bliver man endnu mere høj når det kører 😂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.