Det bedste.

I går skrev jeg om det værste ved at være surfer.
Og sådan kan man jo ikke afslutte en tankerække. Hvad er det positive?
Noget må der jo være, for hvorfor ellers fortsætte?
Hvorfor blive ved med at smide penge, tid og frustrationer på noget der angiveligt er så negativt?

Simpelthen fordi der trods alt er langt flere positive oplevelser med surf end der er negative.
Det er langt lettere at skrive noget negative end noget positivt.

Tænk blot på anmeldelser af firmaer, de der er tilfredse skriver ikke noget, men de (få) der er utilfredse skriver.
Resultatet er at anmeldelser fremstår negative primært, hvilket sjældent er hele sandheden.

De fem primære årsager til at jeg stadig surfer:

1. Glad i låget.
Jeg bliver simpelthen glad af at surfe.
Når man har haft en omgang hårde dage på job, tankerne har kredset om løsninger på forskellige problemer, sovet skidt, tynd mave osv osv….så daffer man af en eller anden årsag på vandet….og pludselig er verden ikke længere så ond på een. Pludselig skal man forholde sig til noget så banalt som hvordan skal man skære næste bølge, eller..skal makkeren virkelig have lov til at overhale mit til læ?
En god surftur giver mig energi mentalt. Og man husker lige pludselig at man har muskler hist og her, for ømheden er direkte forsaget af surfturen.
For mig er surferiet, både den rent praktiske,- når man surfer på nettet efter oplysninger,- eller faktisk også, når jeg skriver et eller andet….et fristed hvor stress fra dagligdagen ikke har adgang.
En god surftur= ro og god karma.

2. Udfordringen.
Den udfordring jeg har ift at sammensætte det rigtige grej til den pågældende dag. Hvilket board, hvilken finne/foil, størrelse på sejl, nedhal, udfordringen ved at læse spottet rigtigt, sammenholdt med prognoser for stedet, erfaring med netop de forhold, hvad rigger de andre osv.
Og når man så kommer ud, og finder ud af, hov, jeg ramte sgu helt rigtigt, det spiller.
Når således alt bare går op i en højere harmoni og man lige rammer det helt rigtige, jamen, jeg kan blive helt høj på det.

3. Nyt grej.
Mon ikke mange surfere har det som kvinderne og nye sko?
Vi vil ikke gå ned på udstyr.
Jeg har to gamle boards som jeg ikke vil sælge, selv om de benyttes yderst sjældent. For mig udgør de en værdi der nok er væsentligt højre end hvad de kan indbringe.
De er på en eller anden måde min trygge base, når jeg kaster mig ud i anskaffelse af nyt grej.
Jeg elsker at søge på nyt grej, indhente oplysninger, plage alle jeg kender om nyheder, og endelig indkøbe.
Kigge på tingene inden jeg får testet på vandet, forestille mig hvilken gevinst det vil være for mig, hvor meget jeg nu får lejlighed til at flytte mig, fartmæssigt, vindgrænser, tidlig foiling eller hvad det nu kan være.
Anskaffelse af nyt grej er kilde til stor glæde for mig (og stor sorg for min økonomi)

4. Nye skills.
Selv om jeg ofte og højlydt lufter mine frustrationer over at tingene ikke lykkes for mig.
At den foil, det board, sejl eller hvad jeg nu har set mig arrig på, ikke virker, at jeg aldrig lærer det, at jeg vil smelte det om til øldåser eller hvad nu humøret tilsiger….så….elsker jeg den udfordring det giver.
At tingene ikke spiller 100% første gange gør faktisk ikke noget.
Sådan rent mentalt bliver jeg tricket af at noget driller, og bliver mega stædig. Senest i mine fortvivlede forsøg på at lære at foile.
Og når det så engang imellem lige pludselig, trods utallige nederlag, så rent faktisk lykkes….kæft det er fedt.

5. Det sociale.
Man skal ikke underkende det sociale i at surfe.
Kan godt være, at man når på vandet er alene med udfordringerne, og så alligevel ikke.
Jeg tror altid man måler sig selv op mod andre, det kan være på fart, højde, opplaning og alt muligt andet.
Og så er snakken inden og efter tid på vandet ofte super sjov og lærerig.
Husk på hvor stor hjælpsomheden er blandt surfere. Jeg tror aldrig jeg er gået forgæves til  en surfer hvis jeg har haft et teknisk problem, ødelagt et eller andet, manglet en skrue eller hvad det nu måtte være,- ligesom jeg vist altid har hjulpet også når jeg har haft mulighed herfor.
Nogen gange kan man bruge en hel session på at sparke dæk, og slet ikke komme på vandet, selvfølgelig når vinden svigter, altid hyggeligt også, og understreger at det sociale spiller meget ind.

Jeg kunne sagtens fortsætte med punkter, men skal på job om lidt.
I kan jo evt tilføje nedenfor.


Kommentarer

Det bedste. — 4 kommentarer

  1. Må jeg henvise til en artikel fra min hånd fra marts 2012 på denne side: Sko – og andet uundværligt udstyr

    God jul
    Luna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.