Den underliggende frygt.

Man kan ikke gå rundt,  uden ind i mellem at være lidt bange for noget, det tror jeg i hvert fald ikke.

Frygt kan være mange ting, og det vil jeg ikke kloge ret meget i.

I forhold til windsurf, er det dog en medspiller man altid skal have gode relationer til.

Der var engang en meget erfaren og ældre surfer der sagde til mig, “gør frygten til din ven, så bliver du rigtig god”.

Det han mente (tror jeg nok) var at man skal anerkende at man ind i mellem er bange ift windsurf.
Både når man skal til at gå ud, og når man er på vandet.
Når man så overvinder frygten, så blive man lige pludselig høj af det, og det der var farefuldt, bliver lige pludselig sjovt.

Frygt for noget (i forhold til windsurf) er selvfølgelig individuelt, men jeg tror at alle har frygt for et eller andet.
Afhængig af erfaring ændrer den sig blot.

Snakker jævnligt med nybegyndere, og deres frygt er jo væsentlig forskellig ift min, for jeg er bestemt også bange og frygtsom.

Snakkede med en begynder, der var bange for at komme så langt ud at han blev træt og ikke kunne hive sejlet op, og komme ind.
Snakkede med en surfer der øver trapez, her er frygten at lave et slyngstyrt og komme under sejlet.
Snakkede med med en surfer der øver fodstropper, frygten er at blive låst i fodstoppen ifm styrt

Jeg er selv bange for meget.

Da jeg sejlede gammeldags, var jeg bange for farten og for at miste kontrollen.

Henrik og jeg har mange gange udvekslet erfaringer, og fælles for os er, at når vi har været virkelig bange, men overlevet uden styrt eller skader, så har det været en god dag.

Når man sejler på kanten af kontrol med +50 km/t og  pulsen er høj, så er man (jeg) mega bange, men de dage er også super sjove.
Og man får flyttet grænsen for hvornår man bliver virkelig ræd.

Vi er alle bange for noget, det er blot forskelligt. (teori for egen regning)

Gennem årene har jeg taget min del af skader, også alvorlige med lange pauser og operationer til følge.
Og når man så kommer tilbage på vandet, så er man klart mere forsigtig, og det sidder selvfølgelig lidt i hjernestammen, at det kan ske igen, og sidst var det ikke specielt rart.

Som bekendt roder jeg med foil, vil så gerne lære det. I den forbindelse har jeg taget mega mange styrt. Nogen gør avs, andre ikke.

Jeg er ikke bange for styrt, heller ikke bange for at slå mig.

Men af en eller anden årsag, så er jeg vildt bange for at ødelægge mit grej.

Senest da jeg var ude med min nye JP Hydrofoil 135. Havde et par gode runs, og så havde jeg et virkelig vildt.

Det gik hurtigt, det var vildt (og fedt) og det eneste jeg virkelig koncentrerede mig om, var ikke at styrte så jeg lavede skade på boardet. Det gjorde jeg så ikke, heldigvis, faktisk styrtede jeg slet ikke, men unægtelig en underlig prioritet at have i situationen.

Første gange med ny foil, overpowered, foilen tæt på at lette med mig, og eneste tanke i hjernemassen er….lav for H…. ikke hul i boardet nu.

Vi er alle bange, og sjovt nok, så er det egentlig ikke så hemmeligt når vi mødes.

Det er mit indtryk, at folk gerne fortæller om deres bekymringer om at komme under sejlet, slå sig, bagerste fodstrop, eller hvad det nu må være.

Og egentlig sjovt nok, fordi windsurf/foil faktisk er en ret kontant sport.

Måske der i virkeligheden er en fælles forståelse for vi er bange for et eller andet når på vandet?

Puha, jeg bliver sgu helt bange af, at læse hvad jeg har skrevet, gad vide om jeg nogen sinde kommer på vandet igen?

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *