Pernille fortæller. Del III
Af: Pernille Sanderhoff
Min ukuelige tro på at det kan jeg godt, gjorde at jeg tilmeldte mig mit første kapsejlads i 2019.
Jeg havde fået mit sejlnummer Den48 – Et nummer med masser af god surfkarma i.
Jeg var tre år gammel i surf regi.
Skippermødet
Jeg tror heller ikke, jeg var meget ældre til det skippermøde, der blev afholdt, for jeg fattede nul og en skid af, hvad den ellers rare mand sagde.
Noget med en startlinje og mållinje og nogle signalflag blandt andet Børges underbukser. Okay puls 200 og så skal jeg lige huske, hvad flagene betyder…not a chance in Hell. Heldigvis var den gode Sofie Hammeken også med, og der var masser af hjælp at hente der.
Jeg gjorde, hvad hun gjorde, når jeg altså ikke lige lå og rodede rundt uhyggeligt tæt på startlinjen.
Det gjorde jeg for eksempel lige før mændenes finale. Jeg husker, at jeg tænkte, hvorfor fanden kigger I så olmt…Det forstår jeg bedre nu.
Open Fun-klassen
Sorry guys, håber I også husker jeres rookie tid. Jeg sejlede med i Open Fun-klassen, og det var en super lærerig oplevelse. Og selvfølgelig smagte det også af mere.
2019 blev året hvor jeg vandt Gran Canaria – Dunckerbeck Speed Challenge, kun et mulehår foran tyskeren Marie-Paule Geldhof.
Mega fedt, pavestolt var jeg.
Chancen for at blande sig i top-5 i dag, vil kræve en tur til den hurtige speed kanal i Luderitz, Namibia. Det er det, de andre gør.
En kanal der er udgravet til det formål at sejle hurtigt.
Til gengæld koster det boksen at være med.
Indtil jeg bliver rig nok, så træner jeg herhjemme i det dejlige choppede danske vand, desværre.
Nå men præmien i Speed Challenge var blandt andet et par hvide Dunkerbeck solbriller, som nok mest var designet til mænd I hans størrelse.
Dem gav jeg til Ole Scanholm, for jeg vidste, at Ole havde et crush på Bjørn.
2019 bød også på DBO Speed Challenge.
Min max hastighed blev 31.54 knob, hvilket var nok til at nuppe 1eren der.
Resultatet blev lavet i Kloster, et lille spot i Ringkøbing Fjord. Faktisk et totalt grænseoverskridende sted at sejle. Man sætter sin speed weed finne på max 16 cm i sit mindste bræt. Spænder hjelmen.
Og så går man ud, til man har vand lige over anklerne. Muligvis må du lægge dig ned eller løbe dit board i gang, for der er nogle gange kontakt med bunden.
Egentligt vil jeg gerne have mere vand, men det er skutte sådan, det her sted fungerer.
Der skal være tang og mindst 20 ms, før det rigtigt spiller.
Til gengæld får du en cocktail af tang og lavt vand, hvilket giver spejlblank overflade på en god dag.
Det giver også mudder helt ind i øregangen, hvis du styrter. Det siges, at der kun ligger kun EN stor sten, og det er kun Victor Schmidt, der ved præcist hvor.
Det var også året, hvor jeg flyttede sammen med min dejlige kæreste Brian Røgild, og der blev skruet helt op for surf-nørde-blusset.
Jeg husker stadig første gang, han kiggede mig dybt i øjnene, og sagde at jeg skulle TØRTRÆNE mine jibes.
Jeg flækkede…are you freaking kidding me?
Muligvis er min manglende indsats på tørtræningsfronten årsagen til, at det går lidt Onslow med de planende jibes.
Mit fokuspunkt er stadig ”Husk at slippe bommen…”
